Gaver til julekalenderen

Baby Ms vej til verden

mette-vilstrup-gravid-1-of-9

Efter mange uger og dage, hvor jeg hele tiden troede hun var på vej, var tålmodigheden ved at være sluppet op. Jeg følte virkelig ikke jeg kunne vente mere, men havde også en ide og forhåbning om at hun ville komme en morgen, hvor jeg havde sovet godt, og var klar til at give den fuld gas med en naturlig fødsel.

Lørdag den 4 november kl 06, vågnede jeg ved at jeg kunne mærke noget vådt, og jeg skyndte mig ud af sengen, og stillede mig op i vores helt mørke soveværelse. Jeg kunne mærke en masse væske og en klump der ligesom faldt ud. Jeg kaldte på Kasper der sov dybt, og ville helst ikke vække Konrad, som sov i sit værelse, der støder op til vores soveværelse. Kasper Kasper Kasper kaldte jeg, men lige lidt hjalp det, og da jeg stod midt i en sø, kunne jeg ikke bevæge mig alt for meget, så måtte hive ham i storetågen og da han sætte sig op med et sæt, måtte jeg sige “Honey tror vandet er gået” med et kæmpe smil på læben. I det samme kom Konrad ind og tændte lyset, og vi kunne se at det ikke var vand men blod jeg stod i. Vi ringede op til fødegangen, og de sagde at hvis det fortsatte med at bløde måtte jeg skynde mig, eller skulle vi bare komme når vi havde taget et bad og spist lidt morgenmad. Jeg var så glad, endelig var der ved at ske noget. Konrad fik sat en streg på vægen, så vi kunne se hvor stor sådan en sej storebror er, og så vi altid kunne se hans højde den dag, han blev storebror. Han fik spist lidt morgenmad, og så kørte vi ind til mormor med Konrad og fik sagt fint farvel. Lige den morgen, jeg havde drømt om, og uden han skulle se mig have ondt, kunne dog godt have undværet at han så alt det blod, men han klarede det nu fint.

da206b07-8ffd-4b07-bb25-dffeb91dcbed

Kl 07 30 fik vi taget det obligatoriske billede under uret på Rigshospitalet, jeg fik taget det samme med Konrad, men der var ikke mange smil, men et anstrengt smil mellem to veer. Da vi ankom denne gang, var det bare så spændende, jeg havde ingen veer, men glædede mig bare til at komme igang. Vi gik op på fødegangen, hvor jeg blev undersøgt, jeg var kun 2- 3 cm åben, og det kan jeg i princippet have været i mange uger, så han var indstillet på at sende mig hjem igen. Men ville alligevel lige “køre en strimmel” på mig, for at se om alt var godt, nu hvor jeg havde blødt så meget. Det var virkelig ikke den besked jeg havde håbet på, jeg kunne mærke jeg blev så skuffet, ville det nu være som så mange gange før, hvor jeg lige nåede at glæde mig, og så var det bare en falsk alarm? Jeg kunne næsten ikke overskue det, men lå fint den halve time og registerede når hun bevægede sig. I løbet af den halve time, syntes jeg mine plukveer blev værre og værre, og da jordmoderen, kom ind igen, var jeg 6 cm åben og plukveerne var nu blevet til veer…

Lille M er lige vågnet og er sulten, så fortsættelse følger….

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Gaver til julekalenderen