Jeg har taget 10kg på….

Siden teenageårene har jeg haft det svært med min vægt. Den har altid gået hurtigt op og hurtigt ned, og dem der har fulgt bloggen længe, har oplevet mig i begge ender af det spektrum. De fleste kure har også været testet og prøvet…

I perioder hvor kost og træning har fyldt meget, har jeg ikke nødvendigvis haft det særligt godt, selvom vægten var lav. Selvfølgelig er følelsen af at få trænet super dejlig. Men når mad og vægt fylder meget i min dagligdag, er jeg ikke nødvendigvis særlig glad. Faktisk har jeg det bedst , når jeg spiser hvad jeg vil, og måske får trænet engang imellem. Men i dag skete der noget uhyggeligt. I dag stillede jeg mig på vægten, for første gang i lang tid, og i dag, svarede den meget grimt tilbage……. Jeg har taget 10kg på, på 16 uger (indsæt her emoji der skyder sig selv). F..K altså, hvordan er det sket, okay det ved jeg jo egentligt godt…

Frysepizzaer, hvidvin, blandselv slik, djunglevrål, drinks, ostepastaretter, ost, pølse og rødvin. Ja de har jo ikke bare sat sig over natten. De sidste fire måneder, siden brylluppet, har jeg slappet lidt for meget af, og ikke fået trænet. Det har været så dejligt, og jeg har elsket alle de 100.000 vis af ekstra kalorier jeg har indtaget. Så spørgsmålet er; skal jeg være glad og ligeglad, og først stoppe når jeg vejer 100kg for meget, eller skal jeg have det som op til brylluppet, hvor jeg levede af 400 kalorier protein om dagen? Ingen af delene er nok det rigtige… Øv hvor jeg syntes det er snyd jeg ikke har arvet min mor, og mormors lille krop med højt stofskifte. Så tænker I nok om min mand også har taget 10kg på, men nej… Jeg er åbenbart omgivet af mennesker der kan spise det samme som mig, uden at blive runde som en flødeskumskage.

Ja jeg ved godt jeg gør grin med min selv, men hold op hvor er jeg faktisk ked af det. Jeg kommer nok aldrig ned på min vægt, som til brylluppet, men jeg bliver jo nød til at træne og spise bedre.  I dag stod jeg så i et træningslokale for første gang i flere måneder, og øv hvor jeg hader turen derop. Mens jeg stod og hoppede rundt til Doktor Alban, var det faktisk dejligt at være i gang igen, men øv hvor ville jeg hellere spise ostepizza med fire slags oste, end at stå i en sal med 20 andre piger… Livet er uretfærdigt, men jeg tager kampen op. Jeg syntes det er så pinligt at vise et billede frem med 10kg ekstra på arme, lår, mave og numse. Jeg ville hellere vise jer et billede, når vægten og kroppen igen er på plads…

Men jeg håber, at jeg kan inspirere andre, med min historie, og at i endnu engang vil følge kampen mod mine kilo.

Jeg kan næsten ikke overskue forskellen… 4 måneder senere… Det var da jeg så dette billede og jeg heller ikke kunne holde mig fra vægten længere. Jeg må simpelthen tage mig sammen igen… Men hvis det er muligt at tage 10kg på, er det vel også muligt at få de fleste af igen…

Forsættelse følger…