Der har været stille på bloggen de sidste par uger, og det er der selvfølgelig en grund til. Vi har haft et helt vildt halvt år, Kasper har arbejdet så meget, og heller ikke holdt så meget som en uges sommerferie, så derfor havde vi bare brug for en lang efterårs ferie, væk fra det hele. Vi smuttede i lufthavnen og fløj først 11 timer til Bangkok, og derefter en time videre til Ko Samui, vores yndlings sted i hele verden. Her har vi været måske 10 gange, og lavet mindst et af vores børn der. Jeg vil de næste par indlæg, dele mine bedste tips med at rejse så langt med små børn, og give mine bedste anbefalinger til ferie, hvis mindre skulle få lyst til et smut til varmen i de kolde måneder.

I går afleverede jeg mit havnekort, jeg er nu gået på barsel, selvom det er 6 måneder siden jeg smed uniformen, ja det er ikke så smart med en højgravid stewardesse. Men da jeg gik på “Basen” som vi kalder crew området, var jeg ved at græde, alle desserne gik rundt i uniformer, talte om hvor de skulle flyve hen, piloterne sad og lavede flyplaner og der stod jeg bare, klar til at give mit flypas tilbage. Jeg har verdens bedste job, og jeg har elsket alle mine ture. Man skal aldrig sige aldrig, men jeg tror desværre ikke jeg lige kommer tilbage og flyve foreløbigt. Med to små børn, min mand der arbejder meget, et stort hus og selvfølgelig bloggen, tror jeg ikke vi kan få enderne til at mødes. Selvom jeg har verdens bedste job, kan jeg bare ikke forestille mig at få en au pair til at passe mine børn, for at jeg kan ligge i New York eller Tokyo tre dage. Men nu må vi se, jeg vil nyde mit år med Lille M og vores familie. Meget kan jo ske på et år, og hvem ved, måske står jeg tilbage i uniformen en dag, måske gør jeg ikke, men lige meget hvad, kan ingen tage de mange minder, kollegaer, jetlag og oplevelser fra mig. Her er et par billeder afmine mange fantastiske ture.

Farvel eller på gensyn mit elskede verdens firma. Det har være så benhårdt med natflyvninger, tid væk fra venner, familie og min søn, men jeg har elsket jobbet på trods af det. Det har været en fest, og hvis jeg kunne gøre det om, ville jeg ikke ændre noget ved de sidste snart 14 år. Jeg kunne tude lige nu, alle de billeder og minder gør det endnu mere hårdt. The end of an era…

Som I måske kan huske, fortalte jeg at en epoke var slut (læs det her). Det er den virkelig… Det har taget mig et stykke tid, før jeg var klar til at fortælle det. Så faldt min akutte operation oven i alt, men nu er jeg klar til at skrive det ned. Jeg er stoppet med at flyve, og fløj min sidste tur i uniformen til Kina i sidste måned. Jeg forlader ikke SAS, det håber jeg aldrig jeg skal, men jeg skal lave noget helt andet. Jeg starter på en uddannelse, i samarbejde med SAS og hotel og restaurant skolen. Jeg skal læse en slags mini sommelier uddannelse, så jeg kan blive meget klogere på vin, og forhåbentlig lære fra mig til de flyvende. Og så starter jeg på et kontorjob på jorden. Det bliver så spændende, og jeg glæder mig til at kunne bruge min tidligere uddannelse, og erfaring som steward på en ny måde. Det betyder også at jeg er hjemme hver weekend, og at vores familie får et helt nyt liv, hvor mor ikke er væk tre eller fire dage af gangen. Vi kan planlægge frem, og give vores søn en helt ny stabil hverdag. Jeg kommer til at savne min Airbus så meget, jeg kommer til at savne verden, mine flyvende kollegaer, mine stop, mine nætter i en hotel seng, min shopping ude i verden. Men jobbet som flyvende er en livsstil, som desværre ikke kun påvirker mig, men også mine nærmeste. Det har været hårdt at være væk, og det er ikke kun mig, der lever fra måned til måned, men også min søn, min mand, min mor og mine nærmeste. Jeg har elsket mine snart 14 år i luften, og mit kommende kobberbryllup i SAS, skal stadig fejres til juli (jeg tænker en lækker taske, er på sin plads). Men vi har valgt at jeg skal prøve kræfter med en af mine andre drømme indefor PR og vin. Rejserne bliver stadig en stor del af vores liv, men nu skal jeg bare lære at drikke champagnen, istedet for at servere den. Wish me luck, i min nye fremtid, jeg har to års orlov, så flyvning er ikke helt forbi, hvem ved hvad fremtiden bringer✈️ Mandag er min første dag, i mit nye liv, en epoke er slut, men en ny og spændende kan begynde.

Billeder fra mine sidste to Kina ture, nu er uniformen i kælderen, og jeg skal begynde at have tøjkrise hver morgen. Jeg vil savne den blå, på alle måder…

⛩Når alle mennesker (også kvinder og børn) spytter og hakker, gerne lige ved siden af dig, eller i taxaen hvor man sidder og hviler sig

⛩Når du sidder over hug og tisser (bare det i sig selv, har jeg stadig ikke helt vænnet mig til)- samtidig opdager du et skilt hvor der står No poo poo!

⛩Når du bestiller chicken ginger, og får mere ingefær end kylling (se retten på billedet under- selvom jeg elsker ingefær, var det ikke til at spise)

⛩Når dit engelsk går fra godt, til virkelig dårligt og du kommer med udtagelser som Can NOT, for at I forstår hinanden.

⛩Når akvariet med de fisk der skal spises, ligger lige op af det eneste wc restauranten har (her går man ikke så meget op i rengøring eller fødevare ansigter)

⛩Når kokken kommer ud med våde fingre og ordner lyset

⛩Når du drikker øl af små tandkrus

⛩Når man får serveret en HEL fisk med hoved og hale, og den faktisk smager som en Mac Fish, og næsten har lyst til at bestille en til

⛩ Når alle kinesere skal lave “kaninøre” eller peace på billeder, selv dem de ikke er inviteret med på

På trods af mine små sjove anekdoter, elsker jeg Kina og især Beijing. Jeg siger nogle gange til kineserne, jeg arbejder sammen med, at jeg er halvt kineser. Jeg har været i Kina 2-4 gange om måneden de sidste 10 år, måske mere. Jeg kan slet ikke regne ud hvor mange gange jeg har været der. Jeg elsker byen, og ser den som mit andet hjem. Det er også et sted, Kasper og jeg holder meget af at besøge, vi elsker masage, maden og så skal man heller ikke glemme, det er der min mand friede til mig. Beijing jeg elsker dig, på godt og ondt.

Vi kan slet ikke klage over varmen, udsigten eller maden, men men men…. Den 31 dec, da vi lå ved poolen, og Konrad nød en is, tænkte jeg at det måtte være på sin plads med et lille glas champagne… Det er jo kun nytår en gang om året, og jeg syntes det var på sin plads at slukke tørsten med et glas tørre bobler, her på årets sidste dag… Jeg fik fat i en af tjenerne, og sagde vi gerne ville bestille et glas champagne og et glas Sprite i et champagne glas, fint skulle det være… Svaret jeg fik, var alt andet end opløftende… “Dette er et DRY HOTEL” et hvad????????? Et dry hotel, jo jo jeg ved da godt der er regler for alkohol, med på et 4 stjernet hotel, gik jeg da ud fra at man kunne få slukket sin tørst? Det blev derfor et nytår uden tømmermænd, og jeg kan anbefale at man fylder sin kuffert med champagne hjemmefra eller køber noget det ene sted der sælger det i Doha. Skål siger jeg bare… Mit første nytår uden champagne siden jeg var ung teenager, men så er det også prøvet, og jeg besøger gerne Qatar igen, dog som mere forberedt og med en tungere kuffert…