Vores lille prinsesse fylder i næste uge 10 måneder. Jeg kan mærke det er så stort for mig. Jeg skal prøve at uddybe hvorfor. Da vores førstefødte fyldte 10 måneder, rejste vi en weekend til Kina, bare os som kærester, og mormor var så sød at passe. Konrad sov også på eget værelse, blev puttet med sang og kærlighed, og sov så fint. Men men men sådan ser det slet ikke ud med Kenzie, jeg har regnet ud at jeg på 10 måneder, kun har været væk fra hende ca 20 timer. Dvs 2 timer om måneden siden hun blev født, og det var ikke med min gode vilje! Jeg havde aldrig taget væk, hvis det ikke var for min gode venindes polter og bryllup. Så havde tallet måske heddet 1/2 time om måneden. Hvordan har jeg det med det, savner jeg mit liv, savner jeg kæreste tiden? Nej, nej og ja. Jeg har virkelig ikke behov for at være væk, hun er så sød og elsker at være med mig til alt fra brunch, te med en veninde til events med fuld presse. Savner jeg at træne alene, få ordnet negle, ja det kan jeg måske godt, men jeg vil hellere være sammen med hende, og høre hende gispe af glæde når hun ser poolen til babysvøm. Savner jeg min mand- ja det gør jeg, jeg savner en middag, drinks, kys og alenetid med ham. Men jeg syntes faktisk vi er gode til at mødes i stuen når vi har puttet børnene, ligge lidt i arm, drikke et glas vin og se en serie. Jeg tror at behovet for at få livet tilbage, var større, da vi gik fra at være par til at være en lille familie. Jeg er så forelsket i min baby, jeg knuselsker hende, jeg elsker at se Konrad som storebror, og lige nu vil jeg bare nyde at være mor med stort M, som min Sundhedsplejeske også kalder mig. Der er ikke noget der er rigtigt eller forkert, jeg skal ikke få andre mødre til at få dårlig samvittighed, der er intet svar på, hvordan man skal udføre sin rolle som mor. Jeg er godt klar over det sikkert bliver hårdt for hende at starte i vuggestue om et par måneder, eller også gør det ikke fordi hun er så mættet af knus og kærlighed. Jeg læste en artikel i dag, hvor der stod man ikke kunne kramme sin baby for meget- så den vælger jeg at stole på. Ja selv nu hvor hun tager en lille lur i vuggen savner jeg hende. Åh hvor er jeg dog taknemmelig for vi fik hende, og fik lov til at opleve verdens sødeste Millie Mackenzie.

Så skete det endelig, den lille mus kravler. Ni måneder gammel, og noget så dygtig. Altså hurtigt går det ikke, og hun gider stadig ikke helt, men teknikken er der og vi er så stolte. Hun har altid været meget fremme, holdt hovedet stort set da hun kom ud, og har fra hun var nyfødt, også kunne stå, og haft en utrolig kraft, så havde nok regnet med det ville komme før, men syntes det er så sejt, at hun nu er på farten. Se hende dog og så i eget design. Kenzies Carousel kommer i butikkerne i starten af næste år, men vi kan allerede afsløre at kvaliteten er i top, og på alle måder godkendt af den lille mus.

I øjeblikket er jeg og børnene meget alene. Kasper var væk i weekenden, og har også været væk de første dage i denne uge, så vi har selv måtte fylde tiden ud. Det er nu gået så fint, selvom bloggen har måtte undvære mig. Vi har faktisk hygget os, holdt loppemarked, været sammen med både morfar og mormor, og været rundt på legepladser og lange ture. Da jeg stod fredag morgen, og så frem mod en masse dage alene, mente jeg det blev super hårdt, for bare at aflevere i skole, få gået med hunde, babysvøm, BLW baby der skal have nyt tøj på flere gange om dagen og timing af lure, madlavning, indkøb osv osv, kunne jeg næsten ikke overskue det. Men det har bare været så hyggeligt og Konrad har en alder, hvor han kan tage hensyn til sin søster, og faktisk hjælpe mig lidt. Vi har selvfølgelig savnet far, men jeg kan godt føle mig en centimer højere, når jeg har klaret alt alene. Jeg tager hatten af for alle alenemødre- I er altså seje. Nu vil jeg glæde mig til min mand lander i aften, så skal vi have lidt lækker mad, planlægge vores efterårs ferie og måske drikke et godt glas vin- Og jeg er nu tilbage på tasterne. Men se dog mine dejlige tre børn:)

Kenzies jakker er fundet på udsalg til 259kr her, Marmar hue også udsalg 59 kr her, og ny dragt fra Småfolk herfra 

Nu er hverdagen i gang, Konrad skal være i skole hver dag kl 08, og jeg gad godt stå i vinduet, og se hvordan vores morgen ser ud. Det hele kører bare derud af, og det går så hurtigt. Børnene skal have tøj på, på wc, skifte ble, spise havregrød, vitamin piller madpakken skal smøres og mor her, skal have sin kaffe. Vi går ud af døren hver morgen kl 0740. Selvom vi bor 5 min væk, så elsker jeg bare tiden med Konrad, hvor vi bare kan gå og sludre- helt uden stress. Han cykler, eller holder cookie, jeg går med klapvognen og en kaffe. Vi hilser på de samme nabo børn hver morgen, og den tid hvor vi lige får lidt luft, står tiden stille. Jeg elsker det. Det er virkelig det der gør, at vi starter dagen på en god måde, efter en lidt stresset morgen. Når jeg har afleveret Konrad, får jeg ryttet af efter morgenkaos, der bliver sat i opvaskemaskinen, og jeg ammer min lille mus, hun falder næsten altid i søvn, lige der hos mig, og jeg elsker den tid, hvor der er helt stille, og hun bare ligger hos mig. Så lægger jeg hende ind, tænder for morgen tv, laver en kaffe og så er det min tid til at spise morgenmad. Det er den bedste stund på dagen. Jeg elsker at gå hjemme og være en god hustru og mor. Men når jeg har mine 30 minutter, hvor jeg bare kan være mig- så må jeg indrømme at jeg nyder det. Det er også der jeg samler lidt energi til resten af dagen, og kan glæde mig til jeg skal se min mand og børn igen. Har I også en lille stund for jer selv?

Jeg må ærligt indrømme, at jeg har været stresset over madpakkerne. Ikke fordi jeg ikke gider, eller fordi jeg ikke har tid- nej fordi Konrad ikke har gidet sin madpakke. I børnehaven have de madordning, men derudover havde børnene også en madpakke med, den kunne de hente om morgenen eller om eftermiddagen, hvis sulten meldte sig. Men efter to måneder, hvor den slet ikke blev åbnet, stoppede jeg med at lave den. Børnene havde mange meninger om hvad de ville have, og ikke have, hvad der var forkert og rigtigt at spise, så Konrad ville ikke spise den med de andre. Frokosten gik fint, for der fik alle børn jo det samme. Derfor var jeg så nervøs for madpakken i skolen. De skal have en 10’er mad,og en madpakke til frokost med. Derfor valgte jeg fra første dag, at vi lavede den sammen. Så mens børnene spiser deres havregrød, laver jeg konrads madpakke. Han lægger selv agurk, frugt, gulerødder og snacks ned, mens jeg laver en bolle. Rugbrødet kom med retur, så nu har jeg fundet nogle boller han elsker med pølse og smør. Jeg tror at det med, at han er med til at bestemme, og lægge ned, gør det sjovt og lækkert. Alt bliver spist, og jeg har en bekymring mindre. Hvad gør I?