
Jeg vil i dag undgå at vise billeder af mig selv, for poserne under øjenene, så ekstra sorte, mit tøj er fyldt med pletter, og jeg ligner noget der er løgn. Det har været en lang weekend, og en lang nat. Jeg prøver altid at være positiv, og lover at indlægget ender godt, men lige nu har jeg også brug for at dele, at det også kan være hårdt. Mackenzie er verdens sødeste pige, hun er nem, glad og skøn- men sove om natten- det bruger vi ikke i øjeblikket. Hun bruger ikke sut, så mor her har ageret sut hele natten. Jeg tror ikke jeg har fået en sammenhængende time i nat, og jeg er helt færdig. Jeg går rundt i min egen verden, og selv en natflyvning hjem fra Tokyo, virker som den rene barnemad i forhold til. Oven i det, er Konrad blevet syg, han græd i nat, og sagde det gjorde ondt i ørene. Så drengene sov sammen, så vi delte natten lidt op. Min veninde skrev om jeg kom forbi til en kaffe, og da hun så mig, tror jeg hun fik meget ondt af mig. Hun sagde jeg skulle pakke bilen, og så ville hun give brunch på min yndlings cafe W&K i Waterfront. Aldrig har jeg været så taknemmelig, for jeg husker ikke om jeg faktisk har fået andet end kaffe siden i går. Der sad vi så, lige i solen, drak kaffe og spiste vafler, med glade babyer- lige indtil jeg kunne se Mackenzie var træt. Nu sover hun endelig i vores seng, og jeg vil putte mig ind til hende, indtil vi skal til lægen med Konrad. Min pointe i denne lange klagesang, er at en invitation til en kaffe, kan gøre en verden til forskel, og jeg glæder mig til, jeg har overskud igen, og kan gøre det samme for en anden mor. Pas godt på jer selv om hinanden❤️