Den fedeste mad i USA

Når kærligheden stopper…

image

Hvorfor går forholdet i stykker, hvorfor holder man ikke sammen når man har børn, hvordan kan kærligheden forsvinde? Dette er spørgsmål jeg har stillet mig selv her til morgen. Da jeg afleverede min søn i morges, sad vi ved et bord med fire andre børn og spillede et lille spil. Den ene pige sagde at hun skulle spise slik hos hendes far, og det gik op for mig at hendes forældre var gået fra hinanden. Da jeg så rundt på de andre børn, kom jeg i tanke om at alle de børn vi sad og spillede med, havde forældre der var skilt. Jeg er selv opvokset i en skilsmisse familie, og det er der intet galt i, men jeg undrer mig stadig. Hvorfor er det så almindeligt i dag, at man går fra hinanden? Er det fordi, der går hverdag i den, man savner voksentid, kys og kærlighed, og de kys der engang blev delt mellem de voksne, nu ender på børnene? Er det fordi man ikke orker hverdagen, og livet med børn? Har man helt glemt, at selvom man ikke har det samme forhold mere, så har man noget andet og meget bedre? Jeg kan godt forstå at det må være rart at have mere tid til sig selv, og kunne dele børnene lidt. Pluslig er der tid til træning, venner og buture hver anden weekend. Men betyder det virkelig mere end ens børn. Tiden skal jo nok komme igen, når børnene er store, og ikke gider se Disney og hygge fredag aften. Jeg kan mærke at det gør mig så trist, og der er sikkert mange og gode grunde til at man går hvert til sit. Mit indlæg handler bare om, at hvis man har sat børn i verden, så syntes jeg man skylder sine unger, at tænke på dem som det første. Er forholdet virkelig så skidt, at man ikke kan komme videre, brug nogle penge på at tale med nogen professionelle, få passet børnene og spis en middag engang imellem, og husk nu at kysse hinanden også. Jeg håber ikke der sidder nogen, der er blevet skilt, og er vrede. Dette er ikke et indlæg om hvad I kunne have gjort anderledes, men om hvad man kan gøre, for at rede det forhold man er i. Forhold er en svær ting, og jeg ved at det sidste jeg ønsker i verden, er at gå fra min mand. Vi er begge enige om at familie, er det vigtigste. Vi prøver at huske kærestetiden, selvom det kan være svært. Kærligheden til hinanden, er ikke den samme, nej for nu er posen med kærlighed ikke fordelt mellem to, men tre eller flere. Det skal man huske. Jeg vil nyde Disney, slik og min fredag ekstra meget i aften. Kan I have en dejlig fredag og weekend.

8 kommentarer

  • anna

    Kære Mette

    Jeg har også tit tænkt det samme som dig. Har været sammen med min mand i flere år og begge vores forældre har været sammen i årtier. Jeg går ikke ind for skilsmisse – så længe børnene er under 18 år burde forældrene for enhver pris holde sammen- de burde skrive under en kontrakt der hed vi holder sammen og respekterer hinanden, fordi vi har taget detstørste ansvar på os: fået et barn. Længere er den ikke 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anon

      Jeg er et af de børn (for længst voksen) og ville gerne have haft at mine forældre havde fået en skilsmisse, da deres forhold ikke er sundt, og aldrig har været det. Man skal ikke bruge sine børn som en undskyldning til at forblive i et kærlighedsløst ægteskab der ikke fungerer for børnenes skyld. Det synes jeg ærligt talt er sølle og uretfærdigt over for børnene og også en selv. Og tro mig børnene kan mærke at der er noget galt. Desuden så køber jeg ikke den med at man gør det for børnene.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Mette S.

      Tak Anon! Jeg kommer fra en skilsmisse familie. Mine forældre gik fra hinanden ret tidligt men jeg kan nu stadig sagtens huske at det ikke altid var lutter lagkage. Jeg er SÅ glad for min opvækst hvor både mor og far har fundet nye kærester der har gjort dem glade og lykkelige og jeg kunne ikke ha’ ønsket det anderledes. Jeg har haft 4 kærlige forældre. At blive sammen for børnenes skyld er noget pjat. De venner jeg har hvor forældrene er gået fra hinanden set i livet har taget det langt hårdere end andre – netop fordi de har levet på en løgn hele deres liv.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Iben

    Kære mette
    Et så tror jeg man skal passe på med at udtale sig om skilsmisser og andres forhold. Og om det er synd for børnene.
    Jeg blev skilt fra mine børns fra sidste sommer -børnene på 5 og 7 år. Jeg havde altid sagt vi aldrig ville blive skilt.
    Vi levede livet før vi fik børn. Jeg rejste verden rundt – vi havde et fantastisk liv. Da vi fik børn forandrede vi os begge. Vi prøvede i rigtig mange år at finde gnisten igen. Prøvede at finde det kys der gav gnist – den romantiske middag – få gang i det ikke eksisterende sex liv igen.
    Men vi tændte bare ikke hinanden – kærligheden forsvandt stille og roligt. Han arbejdede mere og mere og jeg følte jeg var au pair i mit eget hjem. Vi skændes – rigtig meget – børnene stor tudede under disse konflikter.
    Nu har jeg en ny kæreste der tager sig af mine børn – en mand der hjælper mig i hverdagen – en mand jeg godt kan have konflikter med men uden at råbe lungerne ud. Mine børn er glade – de griner – de havde taget skade af deres forældres skænderier. Skulle vi have blevet sammen for børnenes skyld og ødelagt dem endnu mere? Fordi vi virkelig havde prøvet alt!!
    Jeg bliver lidt stødt over dit indlæg.
    For man ved intet om andres forhold. Alle troede mig og min Eks var lykkelige. Det er så nemt at lave skuespil og få alt til at se lyserødt ud. Jeg savner mine børn meget når de er hos deres far – men får ryddet op og gjort rent når de er væk, hygget med kæresten for jeg har ikke i sinde at mine børn skal ud i en ny skilsmisse. Min kæreste og jeg har en aftale om at forventnings afstemme – have fælles interesser og bakke hinanden op. Alt det prøvede jeg også med min eks men det var ikke ægte.
    Jeg var ung da jeg mødte ham og han 13 år ældre end mig. Han var så klar tll børn. Jeg kæmpede med spiseforstyrrelse – noget der først forsvandt da skilsmissen var skrevet under .
    Mit budskab er – døm ikke – vi ved ikke hvad der foregår bag lukkede døre – men tro på dem der bliver skilt blive skilt fordi det er den bedste løsning – fordi børnene fortjener glade forældre 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Par går jo ikke fra hinanden for sjov. Det er nok de færreste par der får børn, uden at ønske et liv sammen, og det er nok de færreste der forudser en skilsmisse.

    Jeg blev ikke alenemor fordi jeg ønskede det. Jeg ønskede det ikke for mit barn, og det var som udgangspunkt bestemt ikke en situation jeg havde set komme. Men sket er sket, og det er ikke synd for min søn. Min søn har det rigtig godt, selvom mor og far ikke er kærester. Jeg vil faktisk vove at påstå, at han har det bedre, end han ville have haft hvis jeg var kærester med hans far endnu.

    Måske handler det også lidt om, at der var engang hvor man bare ikke gik fra hinanden, nærmest koste hvad det koste ville. Idag har man et valg. Man skal ikke blive i et kærlighedsløst ægteskab. Jeg tror sagtens der kan komme sundere børn ud af den verden vi lever i nu.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte

    Det er sgu altid svært at gøre sig klog på andres valg, for man kender ikke hele historien bag. Jeg er selv skilsmissebarn af en grim skilsmisse, men ikke desto mindre er jeg ikke i tvivl om, at det var det bedste mine forældre kunne have gjort – for de var ulykkelige sammen og er blevet lykkeligere hver for sig.
    Jeg håbede selv, at jeg aldrig skulle igennem en skilsmisse og udsætte mine egne børn for det, men det lykkedes ikke. Jeg blev skilt fra min søns fra for 1½ år siden. Det var den sværeste beslutning i mit liv, men også den bedste! Efter skilsmissen er både min eks, jeg selv og ikke mindst vores søn blevet gladere – selv pædagogerne i vores søns institution mærkede tydelig forskel blot et par måneder efter vi var gået fra hinanden.
    Vi kæmpede en indædt kamp for at få det til at fungere – prøvede at have kærestetid, var til parterapi og prøvede at lære at tale sammen om hvad der gik galt, men lige meget hjalp det. I dag ved jeg at vi har/havde alt for forskellige drømme og forventninger til livet, forældreskabet og parforholdet til at vi nogensinde ville kunne få det til at fungere, men er du gal, vi prøvede.
    Argumentet med at blive sammen for børnenes skyld holder ikke (ulykkelige forældre = ulykkelige børn. Glade forældre (sammen eller hver for sig) = glade børn). Børn lærer jo af forældrenes forhold, hvordan et parforhold “skal være”, og det forhold jeg havde med min eks ønsker jeg absolut ikke at vores søn skal lære som værende et normalt forhold. Så hellere at vi er hver for sig, hvor vores søn så helt fra barnsben også kan lære at der findes flere måder at have et parforhold på (mor + kæreste og far + kæreste).

    Men jeg er glad for at høre, at I kan få det til at fungere. Det er hårdt arbejde at have børn, også når man er i et parforhold, for det kræver meget kommunikation/forventningenafstemning. Så keep up the good work! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sine

    Jeg er også skilsmisse barn.
    Og jeg synes det er det bedste mine forældre nogensinde har gjort for mig, min bror og hinanden.
    En hverdag hvor ens forældre går og vrisser ad hinanden, aldrig kysser hinanden og generelt bare er irriterede på hinanden konstant. Det er ikke fair for nogen, og slet ikke for dem selv.
    Man har valgt at få børn sammen, ja. Men betyder det at du skal sætte dit eget liv til side bare for de børn?
    Det synes jeg absolut ikke.
    Jeg blev super glad da min mor fortalte mig at de endelig fik fra hinanden.
    Endelig kunne jeg se at de hver især blomstrede op, fordi at de nu kunne leve de liv de selv havde lyst til.
    De fandt begge to hurtigt nye kærester. Og mine forældre var glade igen. Jeg synes det er det dummeste at sige at man skylder sine børn noget. Man skylder dem sgu ikke andet end at være lykkelige.
    Børn tilpasser sig, og lige gyldigt hvor gamle børnene er, ønsker de også kun at se at mor og far er lykkelige. Med eller uden hinanden.

    Vi har alle sammen kun ét liv, så hvorfor ikke være lykkelige?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg er selv blevet skilt og selvom det var relativt smertefrit, da vi begge var enige om at gå fra hinanden, var mine børn langt mere påvirket af skilsmissen end jeg havde forventet – og det er de stadigvæk. Jeg mener dog stadig at skilsmissen var det rigtige, da det også er vigtigt at lære sine børn at stå ved sig selv og tage sig selv og sine egne behov alvorligt. Men selvfølgelig skal gøre alt hvad man kan for at styrke parforholdet og holde kærligheden ved lige og man skal kæmpe med næb og klør for at bevare familien. Vi var da også i parterapi og forsøgte med familierådgiver og andre ting, men det lykkedes ikke da vi med tiden var kommet alt for langt fra hinanden…

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Den fedeste mad i USA