Dagen der ændrede mit liv

pa090419

For præsis 15 år siden i går, skete der noget der ændrede mit liv for altid. Ikke kun mit men en masse andres også, men på en helt anden måde. Vi starter ved begyndelsen, så læg benene op og lav en kop te, dette bliver et længere indlæg. I går for femten år siden boede jeg i Charlottenlund, og var lige blevet færdig med gymnasiet. Jeg anede ikke hvad jeg ville med mit liv, og syntes det var svært at gå igang med en uddannelse. Jeg har altid været klar over min drøm var at flyve, så ventede bare på jeg blev 21 år, så jeg kunne søge som stewardesse. Men da 9/11 var sket en måned tidligere, havde SAS, Mærsk og alle de andre lukket helt ned for ansøgninger. Tilbage til dagen der ændrede alt. Jeg stod på Charlottenlund station, og ser ud af øjenkrogen en dame der sidder og græder på en bænk, til den anden side ser jeg en gammel dame, der står lidt usikkert. Det næste jeg opfatter er at den gamle dame falder om lige så lang hun er, det bløder fra hendes hoved. De fleste på stationen står bare som forstenet, men jeg løber over til hende, sammen med damen der græd. Jeg får ringet efter en ambulance, og hun får hjulpet hende, meget professionelt og sætter mig igang med at assistere. Sammen får vi sendt hende afsted i ambulancen, og står tilbage alene på stationen. Hun krammer mig, og siger det var så godt gået, og jeg må jo sige i lige måde. Hun fortæller at grunden til hun græder, er fordi hun er purser i SAS, og lige har hørt at et fly er gået i brænd i Milano, og at alle passagerer og crew er omkommet. Det hele var så forfærdeligt, og jeg beundrede hende for at kunne holde hovedet så koldt, og hjælpe den gamle dame, mens hun sørgede over hende kollegaer der var omkommet. Da vores tog kom, sagde jeg til hende, at jeg håbede at jeg ville blive som hende, og at min største drøm, på trods af den tragiske ulykke var at komme ud at flyve. Hun sagde at hvis jeg nogensinde ville søge ind i SAS, måtte jeg endelig kontakte hende.

pa090417

pa090432pa090431

Da SAS jo slet ikke søgte, gik jeg igang med at undersøge mulighederne for at komme ud og flyve andre steder. Min mor fandt en helside i Berlingeren om at Gulf Air søgte personale. Der stod intet om hvor, hvordan og hvor mange. Jeg ringede derfor til min purser Nellie, og spurgte om hun syntes det var en ide at søge. Hun blev ligesom min mentor, og hun sagde jeg havde to muligheder, enten læse på Hotel og Restauration skolen, så jeg kunne blive steward, eller så skulle jeg ud og samle nogle flyvetimer ind. Jeg tog derfor til mødet på Scandinavia hotel, sammen med en masse andre håbefulde piger og kvinder. Gulf air ville kun ansætte kvinder, og man skulle passer perfekt ind i deres kasser. Jeg fik undersøgt min evne til at tale engelsk forand hele salen, løse opgaver, vægt, højde, tænder, hænder, ja selv min holdning blev der taget stilling til. Da jeg fik svaret, var vi kun to Danskere, og en Svensker der kom igennem nåleøjet. Selvom jeg havde regnet med at jeg skulle flyve ud af københavn, og jobbet var i mellemøsten, faktisk en lille ø, der hed Bahrain, valgte jeg at tage chancen. Så jeg smuttede fra mit bestyrer job i Charlottenlund og flyttede en måned senere til Bahrain. Skolen til at blive stewardesse, var en anden en her hjemme, vi blev skolet i alt, og jeg mener alt. Hvilke farven øjenskygge og læbestift måtte vi bruge, og hvordan skulle hårfarven være. Jeg havde striber i håret, som vi jo gerne har her i Skandinavien, men de ville havde det helfarvet, så jeg endte ud med et mere russisk look. Hvis man tog på, skulle man vejes efter flyvning, og en hver der har været på et fly ved hvordan man svulmer op, og de tjekkede også om vores negle og strømper var perfekte, selv efter en natflyvning hjem fra Philipnierne på 13 timer. Hvis du heller ikke kunne svare rigtigt på to spørgsmål inden flyvning, var det tilbage på skolen, og vi havde alle de samme sko på, så one shoe fits all, som vi sagde. Det var et fantastisk eventyr, og endte med at jeg sad på et stop i Bangkok, og søgte ind i SAS, da de endelig åbnede op et år senere, og samtidig søgte ind på serviceøkonom studiet. Jeg har fået de sjoveste oplevelser, set verden og fået venner over alt, jeg vil aldrig fortryde mit år i mellemøsten.

pa090420

Som bekendt kom jeg ind som vikar i SAS, og da jeg var færdig med min serviceøkonom, blev jeg ansat fuldtid som steward på langruterne, derefter startede jeg på min bachelor, og da den var klaret, var det tid til at blogge, og Frk Vilstrup blev til. Nu sidder jeg her tilbage og venter spændt på hvad næste kapitel i mit liv skal byde på. Måske oplever jeg noget igen som sætter retningen, måske skal jeg selv forme den. Lige meget hvad er jeg så taknemmelig for at jeg den dag for 15 år siden, blev ramt af skæbnen som jeg gjorde. Mit liv de sidste 15 år har været et eventyr.

pa090426pa090424pa090425pa090433

50 billeder fra mit stewardesseliv

img_4314

I går afleverede jeg mit havnekort, jeg er nu gået på barsel, selvom det er 6 måneder siden jeg smed uniformen, ja det er ikke så smart med en højgravid stewardesse. Men da jeg gik på “Basen” som vi kalder crew området, var jeg ved at græde, alle desserne gik rundt i uniformer, talte om hvor de skulle flyve hen, piloterne sad og lavede flyplaner og der stod jeg bare, klar til at give mit flypas tilbage. Jeg har verdens bedste job, og jeg har elsket alle mine ture. Man skal aldrig sige aldrig, men jeg tror desværre ikke jeg lige kommer tilbage og flyve foreløbigt. Med to små børn, min mand der arbejder meget, et stort hus og selvfølgelig bloggen, tror jeg ikke vi kan få enderne til at mødes. Selvom jeg har verdens bedste job, kan jeg bare ikke forestille mig at få en au pair til at passe mine børn, for at jeg kan ligge i New York eller Tokyo tre dage. Men nu må vi se, jeg vil nyde mit år med Lille M og vores familie. Meget kan jo ske på et år, og hvem ved, måske står jeg tilbage i uniformen en dag, måske gør jeg ikke, men lige meget hvad, kan ingen tage de mange minder, kollegaer, jetlag og oplevelser fra mig. Her er et par billeder afmine mange fantastiske ture.

img_4316img_4304img_4295img_8664img_1614img_1605img_9122img_3146img_6450img_6448 img_6445 img_6443 img_8671 img_3527img_4575img_8055img_8045img_9670img_1292 img_4582 img_4042 img_1816 img_1813 img_1794 img_5828img_5831 img_3139img_2855img_6655img_1498 img_2859 img_6439 img_9420 img_9408 img_5863 img_9644 img_5861 img_1559 img_6569 img_3282 img_6038img_1688img_9120

Farvel eller på gensyn mit elskede verdens firma. Det har være så benhårdt med natflyvninger, tid væk fra venner, familie og min søn, men jeg har elsket jobbet på trods af det. Det har været en fest, og hvis jeg kunne gøre det om, ville jeg ikke ændre noget ved de sidste snart 14 år. Jeg kunne tude lige nu, alle de billeder og minder gør det endnu mere hårdt. The end of an era…

Jeg er stoppet med at flyve

img_9650

Som I måske kan huske, fortalte jeg at en epoke var slut (læs det her). Det er den virkelig… Det har taget mig et stykke tid, før jeg var klar til at fortælle det. Så faldt min akutte operation oven i alt, men nu er jeg klar til at skrive det ned. Jeg er stoppet med at flyve, og fløj min sidste tur i uniformen til Kina i sidste måned. Jeg forlader ikke SAS, det håber jeg aldrig jeg skal, men jeg skal lave noget helt andet. Jeg starter på en uddannelse, i samarbejde med SAS og hotel og restaurant skolen. Jeg skal læse en slags mini sommelier uddannelse, så jeg kan blive meget klogere på vin, og forhåbentlig lære fra mig til de flyvende. Og så starter jeg på et kontorjob på jorden. Det bliver så spændende, og jeg glæder mig til at kunne bruge min tidligere uddannelse, og erfaring som steward på en ny måde. Det betyder også at jeg er hjemme hver weekend, og at vores familie får et helt nyt liv, hvor mor ikke er væk tre eller fire dage af gangen. Vi kan planlægge frem, og give vores søn en helt ny stabil hverdag. Jeg kommer til at savne min Airbus så meget, jeg kommer til at savne verden, mine flyvende kollegaer, mine stop, mine nætter i en hotel seng, min shopping ude i verden. Men jobbet som flyvende er en livsstil, som desværre ikke kun påvirker mig, men også mine nærmeste. Det har været hårdt at være væk, og det er ikke kun mig, der lever fra måned til måned, men også min søn, min mand, min mor og mine nærmeste. Jeg har elsket mine snart 14 år i luften, og mit kommende kobberbryllup i SAS, skal stadig fejres til juli (jeg tænker en lækker taske, er på sin plads). Men vi har valgt at jeg skal prøve kræfter med en af mine andre drømme indefor PR og vin. Rejserne bliver stadig en stor del af vores liv, men nu skal jeg bare lære at drikke champagnen, istedet for at servere den. Wish me luck, i min nye fremtid, jeg har to års orlov, så flyvning er ikke helt forbi, hvem ved hvad fremtiden bringer✈️ Mandag er min første dag, i mit nye liv, en epoke er slut, men en ny og spændende kan begynde.

img_9415img_9410img_9194img_9189

Billeder fra mine sidste to Kina ture, nu er uniformen i kælderen, og jeg skal begynde at have tøjkrise hver morgen. Jeg vil savne den blå, på alle måder…

Du ved du er i Kina når:

img_9671

⛩Når alle mennesker (også kvinder og børn) spytter og hakker, gerne lige ved siden af dig, eller i taxaen hvor man sidder og hviler sig

⛩Når du sidder over hug og tisser (bare det i sig selv, har jeg stadig ikke helt vænnet mig til)- samtidig opdager du et skilt hvor der står No poo poo!

⛩Når du bestiller chicken ginger, og får mere ingefær end kylling (se retten på billedet under- selvom jeg elsker ingefær, var det ikke til at spise)

img_9674

⛩Når dit engelsk går fra godt, til virkelig dårligt og du kommer med udtagelser som Can NOT, for at I forstår hinanden.

⛩Når akvariet med de fisk der skal spises, ligger lige op af det eneste wc restauranten har (her går man ikke så meget op i rengøring eller fødevare ansigter)

P1080181

⛩Når kokken kommer ud med våde fingre og ordner lyset

img_9675

⛩Når du drikker øl af små tandkrus

P1080172

⛩Når man får serveret en HEL fisk med hoved og hale, og den faktisk smager som en Mac Fish, og næsten har lyst til at bestille en til

P3100794

⛩ Når alle kinesere skal lave “kaninøre” eller peace på billeder, selv dem de ikke er inviteret med på

P1080138

På trods af mine små sjove anekdoter, elsker jeg Kina og især Beijing. Jeg siger nogle gange til kineserne, jeg arbejder sammen med, at jeg er halvt kineser. Jeg har været i Kina 2-4 gange om måneden de sidste 10 år, måske mere. Jeg kan slet ikke regne ud hvor mange gange jeg har været der. Jeg elsker byen, og ser den som mit andet hjem. Det er også et sted, Kasper og jeg holder meget af at besøge, vi elsker masage, maden og så skal man heller ikke glemme, det er der min mand friede til mig. Beijing jeg elsker dig, på godt og ondt.

I´m back

img_9341

Så er vi tilbage fra 16 dage i paradis. Vi tog tiden ud af vores kalender, og lagde alt hvad der hedder mails og arbejde bad os. Vi trængte bare til at være sammen som familie, og vi har bare nydt hinanden, og tiden sammen. Min mor, Konrad og jeg rejste sammen til Bangkok og videre til Ko Samui, og efter ni dage kom Kasper ned til os. Han kunne ikke tage så længe fri, og han ville gerne kunne slappe helt af når han var der- Nu hvor vi havde aftalt arbejdsfri ferie. Vi har bare haft det så fantastisk, jeg kan slet ikke forstå at vi kan være så heldige. Vi er nu kommet hjem med overskud, kærlighed og en lækker kulør. Hverdagen er startet igen, Kasper er 12 timer på job, Konrad i børnehave, og jeg sidder her med min avokado mad, min latte, dansk vand og stearinlys og nyder stilheden. Jeg er tilbage på bloggen, og håber det er okay, jeg holdt så lang en pause. For jeg vender stærkt tilbage, med en helt masse spændende i den nærmeste fremtid. Tak fordi I har ventet på mig, og tak fordi I stadig læser med.

img_9339img_9230img_9293

Older posts