Dagen der ændrede mit liv

pa090419

For præsis 15 år siden i går, skete der noget der ændrede mit liv for altid. Ikke kun mit men en masse andres også, men på en helt anden måde. Vi starter ved begyndelsen, så læg benene op og lav en kop te, dette bliver et længere indlæg. I går for femten år siden boede jeg i Charlottenlund, og var lige blevet færdig med gymnasiet. Jeg anede ikke hvad jeg ville med mit liv, og syntes det var svært at gå igang med en uddannelse. Jeg har altid været klar over min drøm var at flyve, så ventede bare på jeg blev 21 år, så jeg kunne søge som stewardesse. Men da 9/11 var sket en måned tidligere, havde SAS, Mærsk og alle de andre lukket helt ned for ansøgninger. Tilbage til dagen der ændrede alt. Jeg stod på Charlottenlund station, og ser ud af øjenkrogen en dame der sidder og græder på en bænk, til den anden side ser jeg en gammel dame, der står lidt usikkert. Det næste jeg opfatter er at den gamle dame falder om lige så lang hun er, det bløder fra hendes hoved. De fleste på stationen står bare som forstenet, men jeg løber over til hende, sammen med damen der græd. Jeg får ringet efter en ambulance, og hun får hjulpet hende, meget professionelt og sætter mig igang med at assistere. Sammen får vi sendt hende afsted i ambulancen, og står tilbage alene på stationen. Hun krammer mig, og siger det var så godt gået, og jeg må jo sige i lige måde. Hun fortæller at grunden til hun græder, er fordi hun er purser i SAS, og lige har hørt at et fly er gået i brænd i Milano, og at alle passagerer og crew er omkommet. Det hele var så forfærdeligt, og jeg beundrede hende for at kunne holde hovedet så koldt, og hjælpe den gamle dame, mens hun sørgede over hende kollegaer der var omkommet. Da vores tog kom, sagde jeg til hende, at jeg håbede at jeg ville blive som hende, og at min største drøm, på trods af den tragiske ulykke var at komme ud at flyve. Hun sagde at hvis jeg nogensinde ville søge ind i SAS, måtte jeg endelig kontakte hende.

pa090417

pa090432pa090431

Da SAS jo slet ikke søgte, gik jeg igang med at undersøge mulighederne for at komme ud og flyve andre steder. Min mor fandt en helside i Berlingeren om at Gulf Air søgte personale. Der stod intet om hvor, hvordan og hvor mange. Jeg ringede derfor til min purser Nellie, og spurgte om hun syntes det var en ide at søge. Hun blev ligesom min mentor, og hun sagde jeg havde to muligheder, enten læse på Hotel og Restauration skolen, så jeg kunne blive steward, eller så skulle jeg ud og samle nogle flyvetimer ind. Jeg tog derfor til mødet på Scandinavia hotel, sammen med en masse andre håbefulde piger og kvinder. Gulf air ville kun ansætte kvinder, og man skulle passer perfekt ind i deres kasser. Jeg fik undersøgt min evne til at tale engelsk forand hele salen, løse opgaver, vægt, højde, tænder, hænder, ja selv min holdning blev der taget stilling til. Da jeg fik svaret, var vi kun to Danskere, og en Svensker der kom igennem nåleøjet. Selvom jeg havde regnet med at jeg skulle flyve ud af københavn, og jobbet var i mellemøsten, faktisk en lille ø, der hed Bahrain, valgte jeg at tage chancen. Så jeg smuttede fra mit bestyrer job i Charlottenlund og flyttede en måned senere til Bahrain. Skolen til at blive stewardesse, var en anden en her hjemme, vi blev skolet i alt, og jeg mener alt. Hvilke farven øjenskygge og læbestift måtte vi bruge, og hvordan skulle hårfarven være. Jeg havde striber i håret, som vi jo gerne har her i Skandinavien, men de ville havde det helfarvet, så jeg endte ud med et mere russisk look. Hvis man tog på, skulle man vejes efter flyvning, og en hver der har været på et fly ved hvordan man svulmer op, og de tjekkede også om vores negle og strømper var perfekte, selv efter en natflyvning hjem fra Philipnierne på 13 timer. Hvis du heller ikke kunne svare rigtigt på to spørgsmål inden flyvning, var det tilbage på skolen, og vi havde alle de samme sko på, så one shoe fits all, som vi sagde. Det var et fantastisk eventyr, og endte med at jeg sad på et stop i Bangkok, og søgte ind i SAS, da de endelig åbnede op et år senere, og samtidig søgte ind på serviceøkonom studiet. Jeg har fået de sjoveste oplevelser, set verden og fået venner over alt, jeg vil aldrig fortryde mit år i mellemøsten.

pa090420

Som bekendt kom jeg ind som vikar i SAS, og da jeg var færdig med min serviceøkonom, blev jeg ansat fuldtid som steward på langruterne, derefter startede jeg på min bachelor, og da den var klaret, var det tid til at blogge, og Frk Vilstrup blev til. Nu sidder jeg her tilbage og venter spændt på hvad næste kapitel i mit liv skal byde på. Måske oplever jeg noget igen som sætter retningen, måske skal jeg selv forme den. Lige meget hvad er jeg så taknemmelig for at jeg den dag for 15 år siden, blev ramt af skæbnen som jeg gjorde. Mit liv de sidste 15 år har været et eventyr.

pa090426pa090424pa090425pa090433

Derfor har vi ikke flere børn!!!!

Konrad Vilstrup-Davidsen 4 år

På bloggen er jeg flere gange blevet spurgt, om vi skal have flere børn. Jeg syntes det er svært at tale om, fordi der er jo nok en grund til vi ikke har en hel børneflok. Hvad grunden er, syntes jeg er meget privat, men jeg skal prøve at nærme mig emnet, ved at dele lidt tanker med jer. For det første er det jo ikke alle, der vil have mere end et barn, sådan har vi også haft det i en periode… Men en dag, når man er kommet over alle de søvnløse nætter, bleer, og alt det andet hårde der hører med, og sidder man tilbage med et dejligt barn, og kan kun drømme om flere. Den dag var kommet for os, vi elsker hinanden, og vi elsker vores lille familie, og man fortryder jo aldrig de børn man får, kun dem man ikke får. Vi ved ikke om der kommer flere børn i vores tætte familie, så tanken om at Konrad en dag, ikke har noget familie, har da også været med i vores tanker. Selvom det var, ved generalprøven, at vi lavede vores søn, er det ikke altid så nemt. Jeg vil helst ikke komme emnet nærmere…. Min mand og jeg har talt om, at det er okay jeg omtaler emnet, for der er sikkert andre, der har samme tanker og udfordringer, og jeg vil meget gerne bruge mit lille hjørne af internettet, til at sige at nogle gange, er der en grund til lykkelige mennesker ikke har børn, eller ikke får flere… Lad det være mine sidste ord om emnet, rigtig god weekend fra mig, og min dejlige lille familie…

Når kærligheden stopper…

image

Hvorfor går forholdet i stykker, hvorfor holder man ikke sammen når man har børn, hvordan kan kærligheden forsvinde? Dette er spørgsmål jeg har stillet mig selv her til morgen. Da jeg afleverede min søn i morges, sad vi ved et bord med fire andre børn og spillede et lille spil. Den ene pige sagde at hun skulle spise slik hos hendes far, og det gik op for mig at hendes forældre var gået fra hinanden. Da jeg så rundt på de andre børn, kom jeg i tanke om at alle de børn vi sad og spillede med, havde forældre der var skilt. Jeg er selv opvokset i en skilsmisse familie, og det er der intet galt i, men jeg undrer mig stadig. Hvorfor er det så almindeligt i dag, at man går fra hinanden? Er det fordi, der går hverdag i den, man savner voksentid, kys og kærlighed, og de kys der engang blev delt mellem de voksne, nu ender på børnene? Er det fordi man ikke orker hverdagen, og livet med børn? Har man helt glemt, at selvom man ikke har det samme forhold mere, så har man noget andet og meget bedre? Jeg kan godt forstå at det må være rart at have mere tid til sig selv, og kunne dele børnene lidt. Pluslig er der tid til træning, venner og buture hver anden weekend. Men betyder det virkelig mere end ens børn. Tiden skal jo nok komme igen, når børnene er store, og ikke gider se Disney og hygge fredag aften. Jeg kan mærke at det gør mig så trist, og der er sikkert mange og gode grunde til at man går hvert til sit. Mit indlæg handler bare om, at hvis man har sat børn i verden, så syntes jeg man skylder sine unger, at tænke på dem som det første. Er forholdet virkelig så skidt, at man ikke kan komme videre, brug nogle penge på at tale med nogen professionelle, få passet børnene og spis en middag engang imellem, og husk nu at kysse hinanden også. Jeg håber ikke der sidder nogen, der er blevet skilt, og er vrede. Dette er ikke et indlæg om hvad I kunne have gjort anderledes, men om hvad man kan gøre, for at rede det forhold man er i. Forhold er en svær ting, og jeg ved at det sidste jeg ønsker i verden, er at gå fra min mand. Vi er begge enige om at familie, er det vigtigste. Vi prøver at huske kærestetiden, selvom det kan være svært. Kærligheden til hinanden, er ikke den samme, nej for nu er posen med kærlighed ikke fordelt mellem to, men tre eller flere. Det skal man huske. Jeg vil nyde Disney, slik og min fredag ekstra meget i aften. Kan I have en dejlig fredag og weekend.

Hvilken diæt er den rigtige?

P2060616

Det billede er da lige til at blive glad i låget af, og har intet med indlægget at gøre, men her på kærlighedsdagen, må man da gerne se, hvor glad jeg er for min mand. Min indlæg handler om diæter. Nu hvor jeg jo igen, igen er i gang med at tabe det overskydende, vil jeg fortælle lidt om min diæt og madvaner. Dengang jeg tabte mig over 20 kg på De Danske Vægtkonsulenter, levede og åndede jeg for programmet. Jeg krydsede alt hvad jeg spiste af, på et latterligt A4 papir, og det fyldte så utroligt meget i mit liv. Jeg kan huske jeg sad til et møde, hvor vi hver uge fik inspiration, og fik talt om udfordringer ved kuren, samt fik læst op hvor meget vi havde tabt den uge. Så var der en dame der siger, at hun til morgen havde spist 2½ stykke rugbrød, fordi ellers blev hun ikke mæt. Jeg var i chok, hvor kunne hun? Det stod der jo at man ikke måtte, man måtte kun få 30g brød. det var jo så meget andet hun kunne spise. Jeg var så meget inde i kuren og mine krydser på det fedtede A4 papir, at det for mig ikke gav nogen mening. Det var det der virkede for mig dengang, og det er også okay. Men sådan kunne jeg aldrig begrænse mig selv i dag. I dag skal jeg selvfølgelig heller ikke tabe 20 kg, og jeg tror ikke at der er nogen rigtig eller forkert måde at være på kur, man skal bare lytte til sin krop og sig selv. I dag lever jeg sundt i hverdagen, og så har jeg en snydedag med familien, hvor jeg spiser hvad jeg vil, og det skal der være plads til. Også selvom det endte med 5 store flødeboller i sidste uge, samt vin og flødepasta. Jeg har stadig tabt mig et kilo, og min livsglæde er meget større, end hvis jeg begrænser mig selv. Håber det også giver mening for dig der også skal tabe nogle kilo. Lyt til kroppen, og dig selv, du ved bedst selv om det er den ene eller anden måde, der virker for dig. Rigtig god søndag og Valentinsdag.

Lidt om kure og min vægt…

IMG_0184.JPG

Indlægget i går, var ikke nemt at skrive. Jeg er flov og pinlig, og føler mig nøgen og afklædt. Men da jeg læste jeres overvældende, søde og støttende kommentarer, var det alt værd. Jeg er så glad for at jeg kan inspirerer andre, og jeg syntes at det er hele rejsen værd, når jeg kan vise det sande billede. For virkeligheden er ikke altid det smukkeste, og når ikke altid frem på blogs, derfor vil jeg gerne gå forrest, og vise hvordan virkeligheden også kan se ud. Det ville være nemmere at vise jer før og efter billede, når jeg igen har det godt med min krop. Det ville også være det rareste, men jeg vil hellere lade jer følge min udvikling, mens den er i gang . Jeg har fået så mange søde beskeder, fra andre mødre, der står i samme situation, og ikke mener de har tid eller overskud til at tabe sig, men hvis jeg kan, kan alle… Faktisk er det 70% hvad man spiser, 20% hvor meget man træner og 10% gener der bestemmer, hvad man vejer. Man skal altså finde en levevej der er den rigtige, for som en læser så rigtigt skrev til mig, så betaler kroppen bare tilbage, efter en periode på 400 kcal. Hurtige kure er aldrig vejen frem til et holdbart vægttab, så jeg tror man skal finde den kur, som passer til den måde man spiser og lever på. Jeg har testet de fleste, og kan ikke sige hvad der er den rigtige, for vi er alle forskellige. Men her er en liste over dem jeg har testet.

Den hårde

Den livsstils ændrende

Den med protein

Jeg syntes der er stor forskel på, om man skal tabe sig 5 eller 50kg. Det er jo et kort eller langt forløb, men ens for begge situationer, er at man skal finde den løsning der passer bedst. Da jeg tabte mig over 20kg var det en lang periode, og jeg holdt meget fast i kuren, og blev ved med at se målet for mig. Jeg brugte denne kur, og det gav mig en ide om mad og kost, som jeg brugte i mange år frem. Men hvis man skal tabe sig mindre, som jeg skal nu, er det vigtigt at være sund og kontroleret. Som jeg før har skrevet om, må man tage sig sammen, eller slutte fred med de ekstra fem kilo. Jeg vil gerne være mere fast, og også gerne et par kilo ned, så nu vil jeg følge denne kur, med træning min to gange om ugen.

IMG_0199-0.jpg Endnu engang tak for alt jeres støtte, I er fantastiske:) Jeg glæder mig til at vise jer et efter billede, hvor jeg har det dejligt, og har sluttet fred med min krop. Billederne er fra Thailand i november, før det stod så slemt til…

 

Older posts