En vigtigt og afgørende valg….

Det har været en vanvittig følelsesmæssig weekend. Fredag får jeg ved en fejl en mail fra mit elskede arbejde- hvor de skriver at jeg har fri i år til jul, men at vi ses 2. Januar. Det var også der min barsel skulle stoppe, så datoerne passer. Men jeg har jo søgt om 2 års orlov, og skal altså tidligst tilbage 2. Januar 2021. Men lige der, da jeg læste mailen tænkte jeg, måske skulle jeg bare starte med at flyve igen. Vi kunne sikkert få det til at gå op, men hjælp fra mine forældre. Jeg har brugt timer og nætter denne weekend på at tænke. Jeg elsker mit job, jeg savner mit job, jeg savner at være ude, jeg savner uniformen, jeg savner kollegaerne, jeg savner lufthavnen, hotellerne, passagerne, at være en god leder, at have et job, og have andet end mine børn, mand, hund og hus at stå op til.

Men når alt kommer til alt er det vigtigste i mit liv mine børn- og tænk en gave vi kan give dem. At deres mor altid er der, vi skal ikke stresse over de får lange dage, og hvem der tager barns første sygedag. Jeg skal ikke vente tre dage på, at Konrad kan fortælle om hvad han laver i skolen, og vigtigst af alt så giver vi vores børn en dejlig stabil hverdag. Det er vigtigere end noget andet. Jeg er så heldig at jeg stadig har mit job om to år, så er Konrad 8 år og Mackenzie 3 år, til den tid kan det være at jeg kan starte igen. Nu vil jeg udnytte tiden til at prøve noget helt andet. Jeg holder fri hele december, så er Mackenzie sikkert også, kørt helt ind i vuggestuen (vi kører meeeeeeget lang indkøring- for det kan vi jo også), og så har jeg spændende planer fra januar. Jeg skal igang med et nyt spændende kapitel, men måtte altså lige bruge weekenden på at afslutte et vidunderligt eventyr- eller ihvertfald sætte det på pause. Fortsættelse følger….

What I eat in a day

Siden jeg skrev om min vægt i dette indlæg, har jeg fået en del spørgsmål og mad og kost. Derfor vil jeg prøve at beskrive hvordan en dag på barsel ser ud for mig. Inden jeg sætter noget igang hos nogle, vil jeg bare sige at alle er forskellige, og hvad der går for mig, måske slet ikke er det rigtige for andre. Nå men med det af vejen, vil jeg sige at jeg for første gang i mit liv, ikke går særligt meget op i hvad jeg spiser. Jeg har til tider haft det svært med mad, og som jeg beskrev i det andet indlæg, har jeg både vejet for meget og for lidt. Nu har jeg det bare så godt med mig selv, og min krop. Man kan sige at jeg faktisk hviler i mig selv!!! Det er altså stort, og nyt i mit liv. Jeg har heller ikke trænet siden dette billede blev taget på ferien, ikke fordi jeg ikke ville, men der har bare været så meget andet at lave. Jeg kan gå totalt i træningsmode, og så fylder det, men jeg kan også ligge på sofaen og bare spise slik. Når jeg så kan mærke bukserne, begynder at stramme, tager jeg mig bare lidt sammen. Jeg kan mærke det er det rigtige for mig, og nyder jeg ikke skal leve efter regler. Men kan aldrig igen forstille mig, at bare begynde at gå en buksestørrelse op, for derefter at gå endnu en op, som da jeg var en str 44!

Min (ikke så instavenlige) morgenmad det sidste år, har bestået af to små eller et stort stykke ristet rugbrød, med smør eller smøreost og ost på. Jeg elsker det virkelig, og det er mit yndlings måltid på dagen. Jeg spiser det sammen med børnene, og drikker to kopper kaffe, den ene har jeg med i hånden på vej til skole. Nogle gange når jeg også et stykke frugt, og ellers plejer jeg at spise et stykke om formiddagen (men må indrømme at det langt fra er altid).

Min frokost spiser jeg tidligt- ja når man har været oppe kl 0550, er man tidligt sulten. Jeg spiser ikke noget fast, men normalt lidt humus, en halv avokado, lidt soltørrede tomater og kylling. Men i dag fik jeg min yndlings lakse sandwich fra Lagkagehuset- Det blev i bilen, mens Mackenzie smadrede en børnebolle ud over sædet.

Til aften lavede jeg skinke, flødekartofler og salat. Jeg spiste en skive skinke, et par kartofler og en masse salat. Vi fik også et glas vin da børnene sov, og så gik jeg ombord i ca 10 majs chips.

Jeg ved ikke om det er meget eller lidt, men sådan så min dag i går ud, og det ligner nok de fleste andre dage her på barsel. Hvad spiser I på en dag, og ligner det min kost? Altid hyggeligt at høre fra jer.

Jeg har fundet lidt af, mit mit gamle jeg…

Det her indlæg betyder virkelig meget for mig- jeg har ligesom haft en helt åbenbaring. I starten af ugen fik jeg muligheden for at tage et par dage til Skagen, indtil sidste øjeblik, kunne jeg næsten ikke overskue det, Kenzie havde feber, (men havde heldigvis ikke noget med ørene, bare lidt med tænderne), og jeg havde et sted at sove, men ingen andre planer. Min hverdag er meget styret af børnene, huset, vores familie og livet her i Gentofte. Jeg ELSKER mit liv her hjemme, det er jo sådan mit liv er, og det har jeg selv valgt, vi er så priviligerede at jeg kan være hjemme med børnene, og jeg ville som sagt ikke bytte for noget i verden. Når mine veninder har spurgt hvornår jeg igen er klar på en bytur- kan jeg slet ikke se det for mig. Jeg vil ikke være væk fra lillesøster endnu, og jeg har aldrig været til de sene nætter. Jeg er en kvart i to pige- som mine veninder kalder mig, og orker ikke fulde mennesker. Nå men tilbage til min åbenbaring- Jeg kom til Skagen, helt uden planer, og med en febermus på armen. Den dag vi kom, spiste vi en impulsiv middag i vores vens have, lige pludselig var vi en masse fra København, der alle var i Skagen, vi sad der i sommerluften, grillede og drak rose. Dagene i Skagen har bare udviklet sig, vi mødte hele tiden nogen vi kendte, og lige der kunne jeg mærke noget. Jeg kunne mærke en del af mit gamle selv- noget som jeg faktisk har savnet. Min hverdag i gamle dage, var altid fuld af venner, impulsive oplevelser og en masse sjov og ballade. Jeg kunne stå op uden planer, så drak jeg lige en kaffe med en veninde, der udviklede sig til frokost og måske et glas vin, så ville vi måske møde nogle andre, og inden dagen var gået, havde jeg været til en impulsiv havefest, kørt en cykeltaxa hjem og haft en skøn dag. Sådan er mit liv slet ikke i dag, hverdagen er styret meget af hente, bringe, lure, indkøb, vasketøj, madlavning, putning osv osv. Det elsker jeg også, det er noget helt andet, og jeg elsker rollen som mor, og at være den bedste for min mand og børn. Men lige der i Skagen, da vi bare tog dagen som den kom, og jeg så at min baby elskede det, hun fulgte bare med, smilede til alle og sov dejlige lure i klapvognen midt i det hele. Feberen gik væk, og hun nød den koldere havluft. Lige der mærkede jeg lidt af den gamle Mette. Det var så dejligt og helt uventet. Vi havde en dejlig tur, og jeg kom hjem med helt ny energi til mine drenge. Virkelig skønt at få ladet batterierne op, og dejligt at jeg kan få en del af begge verdner.

Dagen der ændrede mit liv

pa090419

For præsis 15 år siden i går, skete der noget der ændrede mit liv for altid. Ikke kun mit men en masse andres også, men på en helt anden måde. Vi starter ved begyndelsen, så læg benene op og lav en kop te, dette bliver et længere indlæg. I går for femten år siden boede jeg i Charlottenlund, og var lige blevet færdig med gymnasiet. Jeg anede ikke hvad jeg ville med mit liv, og syntes det var svært at gå igang med en uddannelse. Jeg har altid været klar over min drøm var at flyve, så ventede bare på jeg blev 21 år, så jeg kunne søge som stewardesse. Men da 9/11 var sket en måned tidligere, havde SAS, Mærsk og alle de andre lukket helt ned for ansøgninger. Tilbage til dagen der ændrede alt. Jeg stod på Charlottenlund station, og ser ud af øjenkrogen en dame der sidder og græder på en bænk, til den anden side ser jeg en gammel dame, der står lidt usikkert. Det næste jeg opfatter er at den gamle dame falder om lige så lang hun er, det bløder fra hendes hoved. De fleste på stationen står bare som forstenet, men jeg løber over til hende, sammen med damen der græd. Jeg får ringet efter en ambulance, og hun får hjulpet hende, meget professionelt og sætter mig igang med at assistere. Sammen får vi sendt hende afsted i ambulancen, og står tilbage alene på stationen. Hun krammer mig, og siger det var så godt gået, og jeg må jo sige i lige måde. Hun fortæller at grunden til hun græder, er fordi hun er purser i SAS, og lige har hørt at et fly er gået i brænd i Milano, og at alle passagerer og crew er omkommet. Det hele var så forfærdeligt, og jeg beundrede hende for at kunne holde hovedet så koldt, og hjælpe den gamle dame, mens hun sørgede over hende kollegaer der var omkommet. Da vores tog kom, sagde jeg til hende, at jeg håbede at jeg ville blive som hende, og at min største drøm, på trods af den tragiske ulykke var at komme ud at flyve. Hun sagde at hvis jeg nogensinde ville søge ind i SAS, måtte jeg endelig kontakte hende.

pa090417

pa090432pa090431

Da SAS jo slet ikke søgte, gik jeg igang med at undersøge mulighederne for at komme ud og flyve andre steder. Min mor fandt en helside i Berlingeren om at Gulf Air søgte personale. Der stod intet om hvor, hvordan og hvor mange. Jeg ringede derfor til min purser Nellie, og spurgte om hun syntes det var en ide at søge. Hun blev ligesom min mentor, og hun sagde jeg havde to muligheder, enten læse på Hotel og Restauration skolen, så jeg kunne blive steward, eller så skulle jeg ud og samle nogle flyvetimer ind. Jeg tog derfor til mødet på Scandinavia hotel, sammen med en masse andre håbefulde piger og kvinder. Gulf air ville kun ansætte kvinder, og man skulle passer perfekt ind i deres kasser. Jeg fik undersøgt min evne til at tale engelsk forand hele salen, løse opgaver, vægt, højde, tænder, hænder, ja selv min holdning blev der taget stilling til. Da jeg fik svaret, var vi kun to Danskere, og en Svensker der kom igennem nåleøjet. Selvom jeg havde regnet med at jeg skulle flyve ud af københavn, og jobbet var i mellemøsten, faktisk en lille ø, der hed Bahrain, valgte jeg at tage chancen. Så jeg smuttede fra mit bestyrer job i Charlottenlund og flyttede en måned senere til Bahrain. Skolen til at blive stewardesse, var en anden en her hjemme, vi blev skolet i alt, og jeg mener alt. Hvilke farven øjenskygge og læbestift måtte vi bruge, og hvordan skulle hårfarven være. Jeg havde striber i håret, som vi jo gerne har her i Skandinavien, men de ville havde det helfarvet, så jeg endte ud med et mere russisk look. Hvis man tog på, skulle man vejes efter flyvning, og en hver der har været på et fly ved hvordan man svulmer op, og de tjekkede også om vores negle og strømper var perfekte, selv efter en natflyvning hjem fra Philipnierne på 13 timer. Hvis du heller ikke kunne svare rigtigt på to spørgsmål inden flyvning, var det tilbage på skolen, og vi havde alle de samme sko på, så one shoe fits all, som vi sagde. Det var et fantastisk eventyr, og endte med at jeg sad på et stop i Bangkok, og søgte ind i SAS, da de endelig åbnede op et år senere, og samtidig søgte ind på serviceøkonom studiet. Jeg har fået de sjoveste oplevelser, set verden og fået venner over alt, jeg vil aldrig fortryde mit år i mellemøsten.

pa090420

Som bekendt kom jeg ind som vikar i SAS, og da jeg var færdig med min serviceøkonom, blev jeg ansat fuldtid som steward på langruterne, derefter startede jeg på min bachelor, og da den var klaret, var det tid til at blogge, og Frk Vilstrup blev til. Nu sidder jeg her tilbage og venter spændt på hvad næste kapitel i mit liv skal byde på. Måske oplever jeg noget igen som sætter retningen, måske skal jeg selv forme den. Lige meget hvad er jeg så taknemmelig for at jeg den dag for 15 år siden, blev ramt af skæbnen som jeg gjorde. Mit liv de sidste 15 år har været et eventyr.

pa090426pa090424pa090425pa090433

Derfor har vi ikke flere børn!!!!

Konrad Vilstrup-Davidsen 4 år

På bloggen er jeg flere gange blevet spurgt, om vi skal have flere børn. Jeg syntes det er svært at tale om, fordi der er jo nok en grund til vi ikke har en hel børneflok. Hvad grunden er, syntes jeg er meget privat, men jeg skal prøve at nærme mig emnet, ved at dele lidt tanker med jer. For det første er det jo ikke alle, der vil have mere end et barn, sådan har vi også haft det i en periode… Men en dag, når man er kommet over alle de søvnløse nætter, bleer, og alt det andet hårde der hører med, og sidder man tilbage med et dejligt barn, og kan kun drømme om flere. Den dag var kommet for os, vi elsker hinanden, og vi elsker vores lille familie, og man fortryder jo aldrig de børn man får, kun dem man ikke får. Vi ved ikke om der kommer flere børn i vores tætte familie, så tanken om at Konrad en dag, ikke har noget familie, har da også været med i vores tanker. Selvom det var, ved generalprøven, at vi lavede vores søn, er det ikke altid så nemt. Jeg vil helst ikke komme emnet nærmere…. Min mand og jeg har talt om, at det er okay jeg omtaler emnet, for der er sikkert andre, der har samme tanker og udfordringer, og jeg vil meget gerne bruge mit lille hjørne af internettet, til at sige at nogle gange, er der en grund til lykkelige mennesker ikke har børn, eller ikke får flere… Lad det være mine sidste ord om emnet, rigtig god weekend fra mig, og min dejlige lille familie…